Fællesskabet vinder altid
Spejdergården Poulholm i den nordvestlige del af Viborg er en myretue af aktivitet de fleste af ugens dage. Efter flere måneders pause på grund af den landsdækkende Corona-lukning er spejdere i alle aldre tilbage på den naturskønne grund.
Siden marts er aktivitetsniveauet steget og det samme er antallet af spejdere i alle aldre:
- Stort set 100% af de ”gamle” spejdere kom tilbage i marts, da vi startede igen og så oplever vi, at rigtig mange nye børn har fået lyst til at være spejdere hos os. Vi bruger ikke et minut på at rekruttere nye spejdere – de kommer helt af sig selv, siger gruppeleder Louise Ejgod.
Stor medlemsfremgang
Spejder Sport har langet mange små blå uniformer over disken, ligesom gruppen har haft travlt med at udlevere de bordeaux tørklæder med den grønne kant. Medlemstallet er steget med 20% og der er nu et stykke over 250 aktive spejdere.
Det er vel at mærke sket i en tid, hvor der i lange perioder har været lukket for al fritidsaktivitet og eller har været restriktioner for afvikling af møder og ture.
- Det fortæller mig, at vi er lykkedes med at skabe de rigtige rammer for at være spejder i Viborg. Vi oplever, at mange børn gerne vil være en del af et fællesskab, hvor der er plads til den enkelte i fællesskabet, siger gruppelederen.
Værdier er ledestjernen
Spejder er meget mere end bål, skumfiduser og knob. Spejder er fællesskab. Et sted, hvor man kan komme og være tryg sammen med andre jævnaldrende. Et sted, hvor man lærer at være i et fællesskab og bidrage til fællesskabet. Alle har en rolle og et ansvar:
- Vi har nogen stærke værdier og dem manøvrer vi altid efter. Vi tager stadig afsæt i spejderloven selvom den er over 100 år gammel, men den er mere aktuel og relevant end nogensinde, siger Louise Ejgod.
Kreative løsninger
I Waingunga-Stammen har de mange frivillige ledere været både opfindsomme, digitale og omstillingsparate i det seneste år:
- Det har været et år med behov for kreative løsninger og nogle gange med dags varsel. Alt er foregået udenfor og i lange perioder med små hold for at holde os indenfor myndighedernes retningslinjer, siger Louise Ejgod.
Hun er sikker på, at de mange erfaringer og kreativiteten vil komme både ledere og spejdere til gode i årene fremover – og det bliver der også brug for:
- Med så mange spejdere i alle grene kræver det, at vi organiserer møder og ture anderledes og det kræver mere plads end vi har i øjeblikket, siger gruppelederen.
Vokseværk og trængsel
Vokseværket i Waingunga-Stammen er ikke akut, men har været undervejs i mange år. Nu drømmer Louise Ejgod og lederne i Waingunga-Stammen om, at de fysiske faciliteter på Spejdergården Poulholm også bliver større:
- Vores store grønne udendørsareal kan udnyttes endnu bedre i fremtiden. I første omgang kunne vi godt bruge nogen værkstedsfaciliteter og helt simpelt et sted, hvor spejderne kan være i læ for regn og sne i vinterhalvåret, siger hun.
Pladsmanglen er meget konkret på Poulholm. Gruppens tropsspejdere byggede i efteråret udendørs patruljelokaler af gran-rafter. De står som et monument over pladsmanglen på en våd eng bag ved Brevdueforeningens klubhus.
- Det vil være fantastisk, hvis tropsspejdernes selvbyggede patruljelokaler kunne erstattes af en stor ny bålhytte eller endnu bedre, et madpakkehus med plads til nye spejdere og spejderaktiviteter, siger Louise Ejgod.