Som minispejder i Waingunga-stammen i Viborg laver du mange forskellige spejderaktiviteter - både ude og inde. Børnene er delt op i patruljer (små grupper af 5-7 børn), der arbejder sammen om at løse mange af opgaverne.
Det kræver en del øvelse at samarbejde. Vi er mange voksne og mange af de aktiviteter, vi laver, gennemføres i patruljerne i samarbejde med en voksen.
Møderne starter med sang og slutter med håndtryk. På den måde skaber vi en god og kendt ramme for de mange forskellige aktiviteter, vi gennemfører. I løbet af de to år som minispejder lærer du forskellige færdigheder.
Vi starter altid året med kniv-bevis for 2. klasse og flag-bevis for 3. klasse. Lige inden sommerferien lærer de spejdere, der går i 3. klasse, også at tænde bål - noget de fleste ser meget frem til.
I det hele taget kan vi godt lide at have bål, lave pandekager og riste skumfiduser.
I løbet af et år holder vi gerne flere møder i skoven, øver os i kort og kompas, bygger med rafter og lærer knob samt meget andet.
Som minispejder i Waingungastammen i Viborg kan du komme med på lejr i efteråret, lige før jul, et par gange i foråret og selvfølgelig årets højdepunkt; Sommerlejren.