Lys i lygten, fællesskab og en god nattesøvn
Trop-spejderne i Waingunga-stammen har traditionen tro været på juletur til de mytiske hytter i Fort Knox … men noget var ikke som det plejer at være.
Takket være en større donation fra Dansk Ungdoms Fællesråds lokalforeningspulje er der blevet opgraderet flere steder i gruppens hytter i Fort Knox.
Mindre mus- mere madras
Efter tyve års tro tjeneste er kongerigets mest udtjente og møl- og musædte madrasser kørt på lossepladsen - og erstattet af splinternye skummadrasser i alle hytter.
- Nu er det næsten som at være på hotel, lød det spøgefuldt fra en spejder … men et kig rundt i den 55 år gamle og hjemmebyggede patruljehytte afslører, at der i så fald må være tale om et lidt ældre hotel. Men indrømmet; I forhold til de gamle madrasser er vi tættere på hotelstandard end før.
Historiske hytter
Hytterne i Fort Knox er bygget af ledere og spejdere fra 2. Viborg Trop i midten af tresserne og har siden været et yndet mål for ture for både store og små.
To gange om året er der en arbejdsdag i Fort Knox for spejdere og deres forældre. Disse dage bliver brugt på vedligeholdelse og reparation af hytterne og så får arealet omkring hytterne også en kærlig hånd.
Lys i lygterne
Fort Knox er et autentisk sted. En oase i hverdagens trængsel og alarm, hvor der hverken er rindende vand eller almindelige toiletter, ligesom petroleumslamper er den eneste lyskilde, når mørket falder på i skoven.
En del af donationen fra DUFs lokalforeningspulje er brugt til at købe flere petroleumslamper til hytterne. Med de nye lamper er der minimum to lamper pr. hytte og en del i fælleshytten.
Fælleshytten er samlingsstedet for spejdere på tur til Fort Knox. Det her, man samles til fælles måltider og andre fælles indendørs aktiviteter.
Siddepladser til alle
De sidste penge fra DUFs donation er brugt til nye borde og bænke i fælleshytten. Det betyder, at der nu er siddepladser til alle spejdere, ligesom de nye borde og bænke kan flyttes udenfor, hvis vejret indbyder til en fælles udendørs forårs-frokost.
De gamle borde er selvfølgelig ikke gået til spilde, men lever videre et andet sted, hvor de nok skal gøre nytte.
Nye oplevelser i vente
Waingunga-Stammen i Viborg er en af Danmarks største spejdergrupper med over 200 medlemmer. Derfor bruges Fort Knox i dag mere og af flere end tidligere.
Oprindeligt var det kun trop-spejdere forundt at komme til Fort Knox – faktisk var det så hemmeligt, at man skulle sværge ikke at fortælle, hvor de lå henne – heller ikke til forældrene. Sådan er det ikke i dag, hvor alle gruppens grene fra Familiespejder til Rover kommer på besøg en eller flere gange om året.
Med de nye madrasser, lamper, borde og bænke er der sket et kvalitetsløft på nogen helt centrale områder i Fort Knox.
Når foråret kommer nærmere, vil Fort Knox igen være målet for mange spejderlejre for de forskellige grene i gruppen – og nu kan alle glæde sig til nye madrasser, lamper, borde og bænke.