Spejderkatten Hannibal er død
Mandag blev spejderkatten Hannibal på Poulholm aflivet.
En værdig og fredfyldt afslutning på et langt og begivenhedsrigt katteliv som alle spejderes bedste ven - og alle hundes værste skræk.
Hans helbred har været nedadgående i en længere periode, og da han i sidste uge fik en ledbåndsskade i det ene forben var udsigterne for ham ikke gode.
Beskeden om Hannibals død berører alle spejdere i Waingunga-Stammen – både nuværende og tidligere. Han har været spejderkat på Poulholm i 12 år og en fast gæst på møder og lejre året rundt. Han var altid kontaktsøgende og kælen – medmindre du var en hund.
Han var nemlig meget tydelig i sin kommunikation overfor hunde: På Poulholm er det mig, der bestemmer! Til gengæld var han hengiven, tålmodig og meget social, når det gjaldt børn og voksne med tørklæde.
Hannibal havde en svær tid under Corona-krisen, da der kun var meget begrænset aktivitet og besøg på Poulholm. Derfor kan vi glæde os over, at han nåede at opleve vores store lejr-comeback i Waingunga-Stammen, da vi samlede 175 spejdere til den fælles oprykningstur i august.
Der vil i løbet af efteråret blive lavet et sted på Poulholm, hvor spejdere og leder kan mindes Hannibal som det han var: Verdens bedste spejderkat!
Hvil i fred, Hannibal!